Denne siden er korrekturlest
Spidsen av skinnende malm fôr skjærende tvers gjennem armen.
Gyste da mændenes drot Agamemnon i isnende smerte.
Dog, han undte sig ei nogen rast i kampen, men styrtet
rasende ind paa Koon med vindhærdet lanse i hænde.
Høvdingen slæpte sin bror Ifidamas med efter foten
bort gjennem vrimlen og ropte til hjælp de tapreste kjæmper.
Men da han slæpte ham bort, traf Atrevs' søn ham med spydet
under det buklede skjold og lammet hans lemmer og skilte
saa over helten Ifidamas' lik hans hode fra kroppen.
Der maatte drotten Antenors sønnepar ende sit livsløp,
fældet av Atrevs' søn, og de vandret nu begge til Hades.
Videre stormet han frem gjennem mændenes rækker og myrdet
grumt med lanse og sverd og vældige stener, saalænge
blodstrømmen endnu var varm, som randt fra den gapende vunde;
siden, da saaret var stivnet og tørt, og blodstrømmen stanset,
vaandet sig Atrevs' kraftige søn i skjærende smerter.
Likesom kvinden i vaandefuld barnsnød føler de skarpe
veers fortærende kval, som fødselsgudinderne volder,
Heras forløsende døtre, som kommer med veer i følge,
saaledes følte nu Atrevs' søn den stikkende smerte.
Op paa vognen han sprang og bød sin vognstyrer kjøre
hen til de stavnhøie snekker; ti pinslerne skar ham i hjertet.
Ropte han da med rungende røst til danaernes helter:
«Venner, argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Verg nu I vore bølgekløvende skibe mot arge
fienders vold; ti mig har Zevs, den alvise hersker,
negtet at kjæmpe til dagen er endt, mot troernes stridsmænd.»
Saa han talte. Da pisket hans kusk de vælige hester
hen mot de stavnhøie snekker, og villige fløi de som vinden.
Skummende vaate om bringen, og smudset av støv under buken,
trak de fra kampen den mægtige drot som pintes av saaret.
Men da nu Hektor fik se Agamemnon fjerne sig ilsomt,
skrek han med rungende røst til troer og lykiske stridsmænd:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Vis jer som mænd, mine venner; gaa paa i stormende kamplyst!
Borte er fiendens tapreste helt, og Zevs har forundt mig
herligste ry. Saa styr da nu eders travende hester
frem mot danaernes mænd for at vinde jer seierens hæder.»
Gyste da mændenes drot Agamemnon i isnende smerte.
Dog, han undte sig ei nogen rast i kampen, men styrtet
rasende ind paa Koon med vindhærdet lanse i hænde.
Høvdingen slæpte sin bror Ifidamas med efter foten
bort gjennem vrimlen og ropte til hjælp de tapreste kjæmper.
Men da han slæpte ham bort, traf Atrevs' søn ham med spydet
under det buklede skjold og lammet hans lemmer og skilte
saa over helten Ifidamas' lik hans hode fra kroppen.
Der maatte drotten Antenors sønnepar ende sit livsløp,
fældet av Atrevs' søn, og de vandret nu begge til Hades.
Videre stormet han frem gjennem mændenes rækker og myrdet
grumt med lanse og sverd og vældige stener, saalænge
blodstrømmen endnu var varm, som randt fra den gapende vunde;
siden, da saaret var stivnet og tørt, og blodstrømmen stanset,
vaandet sig Atrevs' kraftige søn i skjærende smerter.
Likesom kvinden i vaandefuld barnsnød føler de skarpe
veers fortærende kval, som fødselsgudinderne volder,
Heras forløsende døtre, som kommer med veer i følge,
saaledes følte nu Atrevs' søn den stikkende smerte.
Op paa vognen han sprang og bød sin vognstyrer kjøre
hen til de stavnhøie snekker; ti pinslerne skar ham i hjertet.
Ropte han da med rungende røst til danaernes helter:
«Venner, argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Verg nu I vore bølgekløvende skibe mot arge
fienders vold; ti mig har Zevs, den alvise hersker,
negtet at kjæmpe til dagen er endt, mot troernes stridsmænd.»
Saa han talte. Da pisket hans kusk de vælige hester
hen mot de stavnhøie snekker, og villige fløi de som vinden.
Skummende vaate om bringen, og smudset av støv under buken,
trak de fra kampen den mægtige drot som pintes av saaret.
Men da nu Hektor fik se Agamemnon fjerne sig ilsomt,
skrek han med rungende røst til troer og lykiske stridsmænd:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Vis jer som mænd, mine venner; gaa paa i stormende kamplyst!
Borte er fiendens tapreste helt, og Zevs har forundt mig
herligste ry. Saa styr da nu eders travende hester
frem mot danaernes mænd for at vinde jer seierens hæder.»
