Denne siden er korrekturlest
avlet med Evenos' datter Marpessa med anklerne skjønne.
Idas var dengang den sterkeste mand blandt jordiske kjæmper.
Selv imot Foibos Apollon, den mægtige guddom, han spændte
modig sin bue til kamp om sin brud, den deilige kvinde.
Dengang var det at møens forældre i hallen derhjemme
kaldte sin datter med navnet Alkyone, siden den arme
mor maatte graate saa sorgfuld i sind som den jamrende isfugl —
— alkyon kaldes den jo — da møen blev røvet av Foibos.
Vel, Meleagros sat hjemme i ro hos sin hustru og ruget
over den nagende harm mot sin mor som bandet ham grufuldt.
Sørgende over sin fældede bror hun tryglet de høie
guder om hevn og kastet sig ned, mens taarerne vætet
folden om barm, og med slag av sin haand paa den nærende jordbund
bad hun med skingrende rop til Hades og Persefoneia
at hendes søn maatte dø, og fra avgrunden hørte Erinys,
møen som vandrer i mulm med det stenhaarde sind, hendes bønner.
Snart lød hærskrik og drønende brak ved porten, da murens
kneisende taarn blev rammet. Da sendte aitolernes stormænd
gudernes ypperste prest med bud til helten og bad ham
komme og verge sin by, og de bød ham en fyrstelig gave.
Der hvor jorden er bedst paa det yndige Kalydons bymark,
bad de ham vælge den herligste gaard til odel og eie,
alt i alt sine femti maal. Det halve var vingaard,
halvdelen træbart land, hvor jordbunden let kunde pløies.
Vognkjæmpen Oinevs, hans graanede far, maatte tigge og be ham.
Selv gik han op til hans høienloftssal, og fremme paa tersklen
banket han haardt paa den lukkede dør og knælte for sønnen.
Baade hans søstre og værdige mor var hos ham og tryglet.
Skarpere kun blev hans trodsige nei. De trofaste venner,
de som av alle han mest hadde kjær, besvor ham; men aldrig
kunde de bøie hans trodsige sind eller røre hans hjerte,
førend hans kammer blev rammet av spyd, og kureterne stormet
op over muren og herjet med ild den mægtige kongsstad.
Jamrende bønfaldt i ytterste stund Meleagros' fagre
skjøntombeltede viv sin mand og mindet om alle
trængsler som truer hvert menneskes barn i hærtagne byer:
Mændene slaaes ihjel og byen blir herjet av ilden;
hvert et barn, hver skjønlokket mø blir fiendens bytte.
Idas var dengang den sterkeste mand blandt jordiske kjæmper.
Selv imot Foibos Apollon, den mægtige guddom, han spændte
modig sin bue til kamp om sin brud, den deilige kvinde.
Dengang var det at møens forældre i hallen derhjemme
kaldte sin datter med navnet Alkyone, siden den arme
mor maatte graate saa sorgfuld i sind som den jamrende isfugl —
— alkyon kaldes den jo — da møen blev røvet av Foibos.
Vel, Meleagros sat hjemme i ro hos sin hustru og ruget
over den nagende harm mot sin mor som bandet ham grufuldt.
Sørgende over sin fældede bror hun tryglet de høie
guder om hevn og kastet sig ned, mens taarerne vætet
folden om barm, og med slag av sin haand paa den nærende jordbund
bad hun med skingrende rop til Hades og Persefoneia
at hendes søn maatte dø, og fra avgrunden hørte Erinys,
møen som vandrer i mulm med det stenhaarde sind, hendes bønner.
Snart lød hærskrik og drønende brak ved porten, da murens
kneisende taarn blev rammet. Da sendte aitolernes stormænd
gudernes ypperste prest med bud til helten og bad ham
komme og verge sin by, og de bød ham en fyrstelig gave.
Der hvor jorden er bedst paa det yndige Kalydons bymark,
bad de ham vælge den herligste gaard til odel og eie,
alt i alt sine femti maal. Det halve var vingaard,
halvdelen træbart land, hvor jordbunden let kunde pløies.
Vognkjæmpen Oinevs, hans graanede far, maatte tigge og be ham.
Selv gik han op til hans høienloftssal, og fremme paa tersklen
banket han haardt paa den lukkede dør og knælte for sønnen.
Baade hans søstre og værdige mor var hos ham og tryglet.
Skarpere kun blev hans trodsige nei. De trofaste venner,
de som av alle han mest hadde kjær, besvor ham; men aldrig
kunde de bøie hans trodsige sind eller røre hans hjerte,
førend hans kammer blev rammet av spyd, og kureterne stormet
op over muren og herjet med ild den mægtige kongsstad.
Jamrende bønfaldt i ytterste stund Meleagros' fagre
skjøntombeltede viv sin mand og mindet om alle
trængsler som truer hvert menneskes barn i hærtagne byer:
Mændene slaaes ihjel og byen blir herjet av ilden;
hvert et barn, hver skjønlokket mø blir fiendens bytte.
