Denne siden er korrekturlest
rummer bak terskel av sten i den hellige fjeldkløft i Pyto.
Kjør og velnærte faar kan man gjøre til bytte og vinde
treføtter nok og hester med flagrende lysgule manker.
Liv og aande tar ingen paa rov eller vinder tilbake,
naar det først engang er flygtet avsted over tændernes gjærde.
Saa har min mor, gudinden, den sølverfotede Tetis
sagt at av dødsgudens fylgjer skal en av tvende mig følge
frem til min dødstimes maal; ti dersom jeg dvæler og kjæmper
her ved troernes by, er min hjemfærd forspildt; men jeg vinder
hæder som aldrig kan dø; men kommer jeg frelst til min hjemstavn
spildes mit herlige ry; men frem til de graanende dage
undes mig kræfter og liv, og sent skal døden mig ramme.
Vilde I følge mit raad, skulde alle I andre tillike
straks vende hjem. I magter saavisst dog ikke at volde
Ilions fald; ti alfader Zevs, den vældige tordner,
holder sin haand over byen, og mændenes kamplyst er vokset.
Nu maa I selv med den hædrende ret som tilkommer konger,
gaa for at melde mit bud til alle akaiernes stormænd,
saa de kan bruke sin kløkt og finde et raad som er bedre,
et som kanhænde kan frelse akaiernes skibe og mandskap
her ved de stavnkrumme snekker; ti dette har glippet for altid,
det som de nu har drøftet. Min vrede for milder de aldrig.
Nu kan Foiniks faa være hos os og straks gaa til hvile,
saa han imorgen kan følge med os til det elskede hjemland
paa vore skibe, saafremt han har lyst. Jeg tvinger ham ikke.»
Saa han talte, og alle blev sittende tause og stille,
slaat av de myndige ord; ti kraftig og barsk var hans tale.
Endelig talte iblandt dem den graanede vognstyrer Foiniks.
Oldingen graat; ti han gruet sig svart for akaiernes skibe:
«Dersom du virkelig tænker paa hjemfærden, stolte Akillevs;
dersom du, rammet saa haardt i din sjæl av nagende vrede,
slet ikke agter at verge mot herjende ild vore snekker,
hvorledes skulde da jeg, min søn, kunne bli her alene,
skilt ifra dig? Som verge for dig lot Pelevs mig drage,
dengang fra Ftia han sendte dig hit til kong Agamemnon,
ung og ukyndig saavel i en krigsmands herjende idræt
samt i at tale paa tinge, hvor høvdinger vinder sin hæder.
Derfor sendte han mig for at lære dig alt hvad du trængte,
Kjør og velnærte faar kan man gjøre til bytte og vinde
treføtter nok og hester med flagrende lysgule manker.
Liv og aande tar ingen paa rov eller vinder tilbake,
naar det først engang er flygtet avsted over tændernes gjærde.
Saa har min mor, gudinden, den sølverfotede Tetis
sagt at av dødsgudens fylgjer skal en av tvende mig følge
frem til min dødstimes maal; ti dersom jeg dvæler og kjæmper
her ved troernes by, er min hjemfærd forspildt; men jeg vinder
hæder som aldrig kan dø; men kommer jeg frelst til min hjemstavn
spildes mit herlige ry; men frem til de graanende dage
undes mig kræfter og liv, og sent skal døden mig ramme.
Vilde I følge mit raad, skulde alle I andre tillike
straks vende hjem. I magter saavisst dog ikke at volde
Ilions fald; ti alfader Zevs, den vældige tordner,
holder sin haand over byen, og mændenes kamplyst er vokset.
Nu maa I selv med den hædrende ret som tilkommer konger,
gaa for at melde mit bud til alle akaiernes stormænd,
saa de kan bruke sin kløkt og finde et raad som er bedre,
et som kanhænde kan frelse akaiernes skibe og mandskap
her ved de stavnkrumme snekker; ti dette har glippet for altid,
det som de nu har drøftet. Min vrede for milder de aldrig.
Nu kan Foiniks faa være hos os og straks gaa til hvile,
saa han imorgen kan følge med os til det elskede hjemland
paa vore skibe, saafremt han har lyst. Jeg tvinger ham ikke.»
Saa han talte, og alle blev sittende tause og stille,
slaat av de myndige ord; ti kraftig og barsk var hans tale.
Endelig talte iblandt dem den graanede vognstyrer Foiniks.
Oldingen graat; ti han gruet sig svart for akaiernes skibe:
«Dersom du virkelig tænker paa hjemfærden, stolte Akillevs;
dersom du, rammet saa haardt i din sjæl av nagende vrede,
slet ikke agter at verge mot herjende ild vore snekker,
hvorledes skulde da jeg, min søn, kunne bli her alene,
skilt ifra dig? Som verge for dig lot Pelevs mig drage,
dengang fra Ftia han sendte dig hit til kong Agamemnon,
ung og ukyndig saavel i en krigsmands herjende idræt
samt i at tale paa tinge, hvor høvdinger vinder sin hæder.
Derfor sendte han mig for at lære dig alt hvad du trængte,
