Denne siden er korrekturlest
Der traf helten og flænget hans herlige hud, og tilbake
trak han sit vældige spyd. Da brølte den malmsterke Ares
vildt som naar ni, ja ti ganger tusinde vældige helter
løfter sit hærskrik paa val, naar de stormer til rasende kampe.
Da maatte troernes mænd og akaierne grue i rædsel.
Knæerne skalv; ti saa frygtelig skrek den blodgriske Ares.
Likesom luften blir truende mørk av natsorte skyer,
naar efter trykkende hete en hylende storm er i vente,
likesaa mørk saa Tydevs' søn den malmsterke Ares
fare i skyerne op til himmelens mægtige hvælving.
Snart kom han frem til gudernes bo, det høie Olympen,
satte sig saa hos Kronos' søn, og med kval i sit hjerte
pekte han ned paa det himmelske blod, som strømmet fra saaret.
Jamrende talte han saa med vingede ord i sin vaande:
«Alfader Zevs, forarges du ei, naar du ser denne voldsfærd?
Altid maa guderne lide forsmædelig ve, som med vilje
selv vi volder hverandre for menneskers avkom at tækkes.
Stride mot dig maa vi alle; ti du har jo avlet den grumme
rasende datter som altid er glad, naar hun øver en udaad.
Alle vi andre saa mange som bor paa det høie Olympen,
lyder dit bud og føier os blindt som kuede træller.
Hende formaner du aldrig i ord eller tugter i gjerning.
Selv faar hun raade; hun er jo dit barn, den onde gudinde.
Nu har hun egget Tydeiden, den vældige helt Diomedes,
fræk som han er, til at rase med vold mot de evige guder.
Først har han rammet med spyd Afrodite i haanden ved leddet;
derefter stormet han løs paa mig selv saa sterk som en guddom.
Men mine føtter har baaret mig bort fra valen; ti ellers
laa jeg forlængst i tærende kval blandt dynger av faldne,
eller jeg levet vel mat og lammet av kobberets vunder.»
Svarte da Alfader, skyernes drot, med harmfulde blikke:
«Sit ikke her og klynk, du lumske og troløse niding.
Ingen jeg hater som dig av alle olympiske guder.
Altid er krigslarm og tvedragt din lyst og kamp uten ende.
Heras, din mors, ustyrlige sind har du visselig arvet,
hun som jeg neppe kan kue med ord og som aldrig vil vike.
Hun har vel raadet dig nu og voldt dig de kvaler du lider.
Dog, jeg kan ikke taale at se dine smerter i længden;
trak han sit vældige spyd. Da brølte den malmsterke Ares
vildt som naar ni, ja ti ganger tusinde vældige helter
løfter sit hærskrik paa val, naar de stormer til rasende kampe.
Da maatte troernes mænd og akaierne grue i rædsel.
Knæerne skalv; ti saa frygtelig skrek den blodgriske Ares.
Likesom luften blir truende mørk av natsorte skyer,
naar efter trykkende hete en hylende storm er i vente,
likesaa mørk saa Tydevs' søn den malmsterke Ares
fare i skyerne op til himmelens mægtige hvælving.
Snart kom han frem til gudernes bo, det høie Olympen,
satte sig saa hos Kronos' søn, og med kval i sit hjerte
pekte han ned paa det himmelske blod, som strømmet fra saaret.
Jamrende talte han saa med vingede ord i sin vaande:
«Alfader Zevs, forarges du ei, naar du ser denne voldsfærd?
Altid maa guderne lide forsmædelig ve, som med vilje
selv vi volder hverandre for menneskers avkom at tækkes.
Stride mot dig maa vi alle; ti du har jo avlet den grumme
rasende datter som altid er glad, naar hun øver en udaad.
Alle vi andre saa mange som bor paa det høie Olympen,
lyder dit bud og føier os blindt som kuede træller.
Hende formaner du aldrig i ord eller tugter i gjerning.
Selv faar hun raade; hun er jo dit barn, den onde gudinde.
Nu har hun egget Tydeiden, den vældige helt Diomedes,
fræk som han er, til at rase med vold mot de evige guder.
Først har han rammet med spyd Afrodite i haanden ved leddet;
derefter stormet han løs paa mig selv saa sterk som en guddom.
Men mine føtter har baaret mig bort fra valen; ti ellers
laa jeg forlængst i tærende kval blandt dynger av faldne,
eller jeg levet vel mat og lammet av kobberets vunder.»
Svarte da Alfader, skyernes drot, med harmfulde blikke:
«Sit ikke her og klynk, du lumske og troløse niding.
Ingen jeg hater som dig av alle olympiske guder.
Altid er krigslarm og tvedragt din lyst og kamp uten ende.
Heras, din mors, ustyrlige sind har du visselig arvet,
hun som jeg neppe kan kue med ord og som aldrig vil vike.
Hun har vel raadet dig nu og voldt dig de kvaler du lider.
Dog, jeg kan ikke taale at se dine smerter i længden;
