Side:Ibsen Samlede Værker IX.djvu/473

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
FJERDE AKT

(Åben gårdsplads udenfor hovedbygningen, som ligger til højre. Et hjørne af denne med indgangsdør og en flad stentrappe springer frem. Langs baggrunden, nær ind til gården, strækker sig bratte granbevoksede lier. Begyndende spredt småskog til venstre. Snevejret er ophørt; men jorden er højt dækket af den nylig faldne sne. Granerne, ludende og tunge, ligeså. Mørk natteluft. Drivende skyer. Månen skimtes undertiden svagt. Omgivelserne modtager kun et mat lys fra sneen.)

(Borkman, fru Borkman og Ella Rentheim står ude på trappen. Borkman læner sig mat og træt op imod husvæggen. Han har en gammeldags slængkappe kastet over skuldrene, holder en blød grå filthat i den ene hånd og en tyk knortekæp i den anden. Ella Rentheim bærer sin kåbe på armen. Fru Borkmans store tørklæde er gledet ned over nakken, så at hendes hår er blottet.)

Ella Rentheim

(har stillet sig i vejen for fru Borkman). Gå ikke efter ham, Gunhild!

Fru Borkman

(i angst og oprør). Slip mig forbi, du! Han må ikke rejse fra mig!

Ella Rentheim

Det er så rent unyttigt, siger jeg dig! Du når ham ikke.