- Fru Wilton
(noget sky; med et spørgende blik til Erhart). Kan jeg altså –?
- Erhart
Ja, nu kan du komme. Jeg har sagt det altsammen.
(Fru Wilton kommer ind i stuen. Erhart lukker døren efter hende. Hun bøjer sig afmålt for Borkman, der stumt hilser igen.)
(Kort taushed.)
- Fru Wilton
(med dæmpet, men fast stemme). Ordet er altså blevet sagt. Og så kan jeg jo nok vide, at jeg står her som en, der har anrettet stor ulykke i huset.
- Fru Borkman
(langsomt; ser stivt på hende). De har knust den sidste rest af det, jeg havde at leve for. (udbrydende.) Men dette her, – det er jo dog så rent umuligt alligevel!
- Fru Wilton
Jeg forstår så godt, at det må forekomme Dem umuligt, fru Borkman.
- Fru Borkman
Ja, det må De da vel kunne sige Dem selv, at det er umuligt. Eller hvad –?
- Fru Wilton
Jeg vil heller sige, at det er så rent urimeligt. Men det er nu engang så alligevel.
- Fru Borkman
(vender sig). Er dette her dit fulde alvor, Erhart?
