- Borkman
Det er ikke mord. Ikke røveri eller natligt indbrud. Ikke falsk ed engang. For alt sligt noget, det øves jo mest imod folk, som en hader eller som er en ligegyldige og ikke kommer en ved.
- Foldal
Men det infameste da, John Gabriel?
- Borkman
(med eftertryk). Det infameste er vens misbrug af vens tillid.
- Foldal
(lidt betænkelig). Ja men hør nu her –
- Borkman
(opfarende). Hvad er det, du vil sige! Jeg ser det på dig. Men det slår ikke til. De folk, som havde sine værdipapirer i banken, de skulde fåt alt sit tilbage. Hver eneste smule! – Nej, du, – det infameste, et menneske kan begå, det er at misbruge en vens breve, – lægge frem for alverden det, som bare var betroet til en eneste, på tomandshånd, ligesom en hvisken i et tomt, mørkt, låset værelse. Den mand, som kan gribe til slige midler, han er helt igennem forgiftet og forpestet af overskurkens moral. Og en slig ven har jeg havt. – Og han var den, som knuste mig.
- Foldal
Jeg aner jo nok, hvem du sigter til.
- Borkman
Der var ikke en fold i hele min vandel, som jeg ikke turde lægge åben for ham. Og da så øjeblikket
