- Fru Borkman
(henkastende). Ja, jeg synes, jeg kan huske, at han misted nogen penge, han også. Men det var visst så rent ubetydeligt –
- Ella Rentheim
(med let eftertryk). Det var alt det, han ejed.
- Fru Borkman
(smiler). Nå, men Herregud, – det, han ejed, det var da visst virkelig så forsvindende lidet, du. Ikke nogenting at snakke om.
- Ella Rentheim
Der blev heller ikke snakket om det, – af Foldal, under processen.
- Fru Borkman
Og, for øvrigt, så kan jeg fortælle dig det, at Erhart har gi't så rundelig erstatning for den ubetydelighed.
- Ella Rentheim
(forundret). Har Erhart! Hvorledes har Erhart kunnet det?
- Fru Borkman
Han har taget sig af Foldals yngste datter. Og læst med hende, – så hun kanske kan bli' til noget og sørge for sig selv engang. Se, – det er visst meget mere, du, end fa'ren kunde ha' gjort for hende.
- Ella Rentheim
Ja, fa'ren, han sidder vel i små kår, han, kan jeg tro.
