Side:Ibsen Samlede Værker IV.djvu/336

Han stured en dag, ja kanhænde to, —
men så rysted han sorgen af.
Han fandt ej, med landjorden under sig, ro;
mej, da var det bedre at bygge og bo
på det store bølgende hav!

Et år derefter var Terje gift, —
det kom nok på i en hast.
Folk mente, han angred på den bedrift,
som bandt på et sæt ham fast.
Så leved han under sit eget tag
en vinter i sus og dus —
skønt ruderne skinned, som klareste dag,
med små gardiner og blomster bag,
i det lille rødmalte hus.

Da isen løsned for lindvejrs bør,
gik Terje med briggen på rejs;
om høsten, da grågåsen fløj mod sør,
han mødte den undervejs.
Da faldt som en vægt på matrosens bryst:
han kjendte sig stærk og ung,
han kom fra solskinnets lysende kyst,
agter lå verden med liv og lyst, —
og for bougen en vinter tung.