Side:Ibsen Samlede Værker IV.djvu/314

Thi foran Valhals fald går ragnarok,
det véd vi alle fra vor første lærdom.
Andhrimner har man, det er sikkert nok,
og ingen tvivler på hans kost er nærsom, —
for torsdags-maver da, — om ej så svær som
det fordum krævedes af asers kok.
Einherjer mangler ej; kritiken slår dem,
men ej ihjæl; thi publikum dog får dem.

Men hvor er Tor med hammeren dernede?
Den stærke Tor, som kløver fjeldets væg
og henter Freja hjem til Nordens glæde,
mens troldet bider ræd i eget skæg.
Og hvor er Freyr, som ejer magt at brede
ud over land et skrud af birk og hæg?
Og hvor er Yduns-æblet? Find det, kjære
jeg kan kun se en overmoden pære.

Nej, Yduns-æblet fattes, det er sagen,
og Balder flytter senest i April;
se, derfor lakker del; mod endskabs-dagen,
trods slag af køller og trods skud med pil; —
hæng altså tålsomt dit gevær i hvil, —
stig op på bordet, sy de faldnes lagen;
thi det du vide måen gud, som blunder,
kan aldrig ruskes op; han får gå under.