Side:Ibsen Samlede Værker IV.djvu/312

De trak engang fra pyramidens indre
et balsameret lig i dagen ud.
Det lå så stolt i sit forstenings-skrud;
det havde glemt, hvor dejligt sol kan tindre;
hvad nyt det så, det skatted tifold mindre,
end sunkne oldtids bankerotte gud.
„Et bittert smil“ om mumiens mund mon spille,
med hån mod tiden — for den ej stod stille.

På samme sæt du åbned denne dyst.
Med vold du tiden vil i slummer tvinge;
du harmes ved at høre livet klinge,
du længes ned igen i gruben tyst.
Dog var der engang sangbund i dit bryst;
derinde mangen skønheds-alf fik vinge,
fløj ud, erobred land, forplanted ætten;
men du — fornægter ægtefødsels-retten!

Dog, nu tilbage til din mørke spådom,
at ragnarok er ventendes bag jul.
Op, alle mand, mød frem og læg nu råd om
det bedste surrogat for kunstens sul!
Vor egen barkekost er besk og ul;
det hjælper hverken bønner eller gråd om.
Men verdensborger kunsten er, véd læserne; —
så før en trup da hjem fra — Japaneserne.