Denne siden er korrekturlest
Men, tro mig, som der han sidder
og undres og stirrer ud
over de tonende vidder, —
han er ikke langt fra Gud.
Han skønner ej togets tanke,
véd ej, hvad slig færd har voldt, —
men kender nok blodet banke
i veksling, snart varmt, snart koldt.
Han letter sig fra sin tue
derborte på næssets knat;
og sangeren svinger sin hue,
og Strilen tar til sin hat.
Gennem leden, skaldet og nøgen,
vi stryger på rullinger blå;
han sidder og ser efter røgen
så langt, som øjet kan nå.
Vi flyver med flagrende faner,
vi synger os fuglefri;
han sidder igen og aner:
nu strøg noget stort forbi.
