Denne siden er korrekturlest
Du gamle hal med de mure grå,
hvor uglen bygger sin rede, —
så tidt jeg dig ser, må jeg tænke på
kong Lear på den vilde hede.
Han gav sine døtre kronens skat,
han gav dem sit dyreste eje;
da jog de ham ud en uvejrs-nat,
at færdes på vildsomme veje.
Du hal, som tynges af tidens vægt,
du måtte det samme friste; —
du gav en utaksom efterslægt
den dyreste skat, du vidste.
Du gav os mindernes gyldne høst,
en saga med billeder rige.
Men hørtes en eneste sønne-røst
sit „tak“ gennem natten skrige?
