— — Han visste bare for sikkert at han ikke var
paa sporet efter dem; ellers hadde han vel fundet et
eller andet leirsted. — For ham begyndte det nu at
gjælde om livet, at finde sporet snart, — — — det var
visst langt til Stillehavet! Vognen holdt aldrig saa
længe. — — Ja, han skjønte da det at det gjaldt
livet. — Der var ikke saa stor forsyning igjen i
vognene. Det var hans gamle kamerat og Lofot-mand,
han Hans Olsa, som han let paa for altsammen.
— — Han Per Hansa slap et tungt suk før han sanset sig og kunde stoppe det. — — — Aaja, det stod ikke paa for han Hans Olsa! — Han hadde god raad, kunde begynde stort fra førsten av, — hadde en kone som der ikke fandtes frygt i! — — — — Vorherre visste enten de nu var østenfor eller vestenfor! — — — — — — Og med dem var Tønset’n og ho Kjersti hans, begge gamle i Amerika, kunde snakke og altingen. —
Der var ogsaa Solum-guttene, som var født her. — — — Aanei, for dem stod det ikke paa hvor de laa inat!
— — — Men her fór han, nykommeren, som intet hadde og intet kunde og tumlet omkring i endløisheita med sine! — — — — Ho Beret hadde hat saa liten lyst paa denne færden ogsaa, endda hun var forstandigere end han i mange ting.
— — — — Jo — han hadde rigtig stelt sig pent, det hadde han!
Nu laa han der og kunde ikke fatte hvorfor han ikke hadde ventet en stund i Filmore; han kunde ha tat sig arbeide der, til konen blev færdig med bar-sengen, og saa flyttet vest næste vaar; — det var hvad hun hadde villet, skjønt hun ikke sa det i saa mange ord!
Teppet blev saa tungt og varmt at han maatte ta det av brystet.
— — Merkelig saa længe før hun roet sig ikveld
ogsaa? — Hvorfor la hun sig nu ikke til at sove? —
