Vilter lærkejubel fyldte luften, fra alle kanter kom den, rislende som en regn af kvidrende toner fra den skyfrie, soltindrende himmel. Endda det var tidlig paa formiddagen, lagde alt varmedisen sig over egnen, graalig og dæmpende høisommerens stærke farver. Aaserne paa vestsiden speilede sig mørke og violette i den grønblanke fjord. Det var rigtig et drivende veir for mark og eng. Men mangesteds laa akrene brak, og frodigt ugræs søgte faafængt at skjule den sorte jord med myldrende blomster. Og dér, de var tilsaaet, spirede sæden med tyndt i gisne striber og med store, bare flækker. Folk havde nok havt det snaut med korn til udsæd den vaar.
I skyggen bag kirkevæggen stod Palmstrøm og organist Nyeberg og snakkede med Lars graver, som rodede paa bunden af en næsten færdig grav. Organisten var svært mager, og pukkelen ragede spids og kantet frem mellem skuldrene. Hans hvidlige ansigt var sløvt og tankeløst, og han saa ud, som han frøs trods varmen.
«Det steger godt nu,» sagde Palmstrøm.
Lars langede en spade med grus op, rettede sig pæsende og tog hatten af sit skaldede oldingehoved. Hans svage øine, som ingen bryn havde, dølgede sig lyssky
