Vinden var taget til, og det var ikke frit for at snoen kjendtes bidende kold. Alléens trær kastede lange, blaa skygger henover sneen. Lyset faldt skraat ind gjennem kjælderdøren, og Weydahl gav nøie agt paa Jens Sveum, som nu var med og maakede og ikke mere skulde betroes nogen hest for det første. Den slyngel kunde trænge en ordentlig overhaling af og til, saafremt der skulde blive en brugbar krop af ham.
Med ét slap Jens grebet og karede med foden i dyngen. «Je ha fønni naa rart, je!» sang han op.
«Hvad er det, min dreng ?» spurgte Weydahl.
«D’ æ itte ’n kælv — — — Je tru mest, d’ æ eit ongelik, je —»
«Et barnelig?» — Cancelliraaden skrævede over dammen foran døren og keg ind i kjælderen. De to mænd, som var der, gik bort til gutten. Varsomt løftede en af dem i veiret den fundne gjenstand, som skimrede hvidlig, og bar den udenfor. Det var et barnelig.
Det blev lagt paa sneen og tørket af med en gammel sæk, som Jens hentede. Mændene stod tause og saa paa det. Det var liget af et nylig født, fuldbaaret barn, derom kunde ingen tvil være, og en blaalig stribe rundt halsen røbede tydelig nok, hvordan det var kommet af dage.
En slæde arbeidede sig langsomt opad bakkeknæggen. Da kremtede cancelliraaden og sagde: «Den sag maa undersøges. Bring det hen i vognskjulet og stæng for døren.» — Saa gik han. Der var et underlig stivnet udtryk over hans ansigt, og han bed tænderne haardt sammen. Karene skridtede efter med liget tullet ind i sækken. Bagerst diltede Jens Sveum og gren ondskabsfuldt.
— — —
