«Skaal, foged!» tilføiede Høegh beroligende. «Det maa da tilslut blive bedre tider for dig ogsaa.»
Krogsti stod og saa paa sin overordnede, til han følte, vandet sved i øienkrogene. «Det har været stridt for os gamle,» sagde han, men angrede det straks, for det var kanske at tillade sig en for stor frihed at udtale sig saavidt.
Lehmann kremtede gjentagne gange eftertrykkelig. Han var til en viss grad forarget og vilde med høflig finhed udvikle, hvor overordentlig liden ret Oplandene havde til at beklage sig. Her var det fornemmelig krigen med Sverige, der trykkede, og ikke som i byerne og langs kysten blokaden og samtlige de bitre savn, den medførte.
Han kom ikke tilorde. Fogden, som ikke havde agtet paa nogen af dem, reiste sig med glasset i haanden. I afbrudte, ophidsede sætninger takkede han sine tilstedeværende venner for de mange aar, han havde arbeidet sammen med de fleste af dem. Gode dage havde de delt med hinanden, og omsider var ogsaa de onde kommet. Han var imidlertid blevet en syg og skrøbelig mand, hvis saare pligt det snart maatte være at overlade sin plads til yngre kræfter. Thi selv hans ringe stilling i staten krævede under alvorlige og farefulde omstændigheder at anbetroes til en fuldt virkedygtig person. Dette var rimeligvis den sidste tingreise, han var med paa, og mange hyggelige høstting havde han oplevet. De hyggeligste — han kunde erklære det uden forkleinelse for nogen — dog altid i lensmand Krogstis hus: han var den fuldkomne vært. — Naa, det var ikke det alene, fogden vilde sige iaften. Han vilde i særdeleshed takke Krogsti for den nidkjærhed, hvormed han havde bistaaet ham og stillet sin erfaring til hans dis-
