15
det ikke, for jeg synes, jeg kunde briste af kjærlighed til ham.»
Hun hviskede, mens hun gjemte ansig tet ved moren.
Da fru Stenersen kom ned i stuen, skjønte hun, at det var sent, for sorenskriveren var alt gaaet ind til sit og havde lagt sin store merskumspibe demonstrativt lia sig tversover aviserne ved siden af den tomme kaffekop.
Hun blev staaende og se paa pibehove det, det lint tilrøgte, og paa det blanke, lidt slidte mundstykke, og det kom over hende med bitterhed, hvor mangen en aften hun i de første aar havde siddet og fulgt røgen, der steg op af pibehovedet, og ventet og ventet paa, al den skulde holde op tilslut, saa hun kunde begynde at snakke til sin mand. For én ting forlangte sorenskriver Stenersen: ikke at forstyrres, mens han røgte sin pibe og læste sine aviser.
Som hun stod der, syntes hun, pibehovedet lik et næsten ondskabsfuldt udtryk, der det laa og gabede med sit ind skriberede sølvlaag, hun syntes det og kallekoppen og den brede lænestol og alt sammen saa paa hende med Stenersens
