13
mens graaden kjæmpede i begge. Om lidt løsnede hun morens tag. «Vi knuser ham rent, mor,» læberne skalv, men hun forsøgte at le; «se her,» hun rakte fru Stenersen fotografiet.
«Sæt dig og se paa ham, mor, og sig ingenting, saa skal jeg fortælle dig,» og idet hun mekanisk tog op den ene ting efter den anden af kufferten og lagde dem hist og her i værelset, fortalte hun, mens hendes ords varme vokste:
«Du ser, det er Sæmund Tilje, mor, du husker vel, vi har læst digtene hans? Jeg traf ham hos onkel Morten, ser du, og ved du, det kom med det samme, med det samme jeg saa ham. Havde du vel trod det, mor? Det var, som om en stor, sterk arm tog om mig og løftede mig, jeg ved ingenting siden, andet end at jeg holder saa grænsesløst forfærdelig af ham; og jeg tænkte hver dag, jeg skulde skrive det til dig, men jeg kunde ikke, fik ligesom ikke til at røre ved det. Mor, ser du ikke, hvor lykkelig jeg er?»
I udbrud slog hun armene om morens hals. Fru Stenersens ansigt skiftede uafladelig farve, og hun tog ikke sine øine fra fotografiet.
