De fleste store verdensbyer har fra sin regulerings barndom arvet en eller anden tynd og trang gate, som ligger tæt op til byens pulserende hjerte. London har Fleet Street, Berlin har Friedrichstrasse og Meksiko City har Calle Francisko.
Der findes mange gater i verden, som er pragtfuldere end denne smukke, men smale handelsaare i Meksikos hovedstad. Men ingen er eiendommeligere og rikere. Her har man i hurtige og overbevisende blink en oversigt over dette lands overvældende naturlige rigdom.
Ingen pariserinde klær sig mer parisisk end de skjønne meksikanske kvinder, og ingen londonerdandy kan hamle op mot den meksikanske sølvadels ungdom i stilfuld og fornem skrædderkultur. Og man maa lede længe, før man finder slik vidunderlig overlæsselse av guld og ædle stene som netop her i Calle Francisko, hvor Meksiko Citys internationale storstadsansigt stirrer paa en fra tusen straalende vinduer. Alle sprog suser om ens øren. Der er tyske restauranter, der er franske konditorier, der er amerikanske bar’er og italienske cantiner, — et handelens babylon, som bringer en til at glemme, at man befinder sig i et stakkels revolutionsslitt land — paa overflaten av et folkekrater, som med usvikelig sikkerhet spyr ut sine luner, naar tidernes uavladelige fylde kommer . . .
— — — — —
To høie blonde mænd banet sig langsomt vei gjen-
