Banditen saa skarpt paa den høie skikkelse foran sig.
—De er nok en klog mand, sa han. Men De lurer ikke mig. Jeg har bøiet mangen haard hals herute paa sletten. Husk paa, at kvinderne der er i min magt. Og de er vakre nok til, at halvdelen av mine folk vil la sig flense i stykker for at faa tak i dem!
Fjeld følte, hvorledes aarene paa hans pande svulmet, og der danset ildfunker for hans øine. Han hørte, hvorledes Delma skar tænder bak hans ryg, og saa, hvorledes de to kvinder lænet sig op til muren med ansigter saa hvite som den kalkede væg. Med en siste kraftanstrengelse tok han sig sammen, og de knyttede næver løsnet sig . . .
—De regner feil, Emiliano Zapata, sa han med en stemme, der var rusten av sindsbevægelse. Vi agter i det hele tat ikke mer at la os baste og binde av Deres rødhudede pak. Har De bruk for fire lik, saa værsaagod!
Fjeld traadte et par skridt tilbake, trak en liten blikæske op av lommen og tok hurtig laaket av.
—Vi gaar ikke vaabenløse ut i fiendens leir, fortsatte han hurtig og rakte æsken til Delma. Ser De denne lille pille, sennor, . . . Den er ikke saa stor som en ert, men den slaar som et lyn ned i den menneskelige organisme. Rører De vore kvinder — saa vil vi alle foretrække døden for skjænselen.
—Grip dem skrek Zapata. Hurtig.
Hans ledsagere styrtet frem. I samme øieblik var fire hænder paa vei til munden.
Da blev røverhøvdingen blek. Ved den hellige jomfru, nu stod der millioner paa spil!
—Stans! brølet han . . . Lad dem fri. De er mine venner. Der skal ikke røres et haar paa deres hoder.
