Iste august holdtes stor kirkefest. Scott Hansen, Mogstad og jeg var iland om aftenen, da den religiøse ceremoni var forbi. Om dagen havde der været gudstjeneste i begge kirker, der var nok en ny og en gammel sekt; men de gamle havde ingen prest, og derfor maatte de betale den nye prest 2 rubel for at holde en liden opbyggelse i den gamle kirke. Saalænge dette vårede, korsede de sig og var svært hellige. Men om kvelden var de ikke noget videre hellige. Alle mand var fulde og kvinder med. Der var kommet flere samojeder til fra sletterne for at feire dagen med; vi saa 2 stykker, som kjørte grassat med 5 rener rundt mellem teltene. Udenfor et saadant var bundet til smaa pæle i jorden en hel del rævunger; midt op i disse kjørte samojederne, medens en kjærring kom hylende ud fra teltet og pluk- kede rævungerne op og bar dem ind. Hvad de skulde med disse dyr, kunde vi ikke faa greie paa. Andre samojeder slaas, de slog dog ikke hverandre, men beflittede sig paa at rive klæderne af kroppen paa hverandre. Nogle morede sig med et slags keglespil, keglerne var endel pinder, som de kastede efter med et træstykke. Scott Hansen tittede ind i et telt og fik se en underlig fillebylt i en krog, hans forundring aftog ikke, da han fik se, at bylten bevægede sig og ansigtet paa en gammel kjærring kom frem; hun sad aldeles sammenrullet i sin rus.
Trontheim og endel af russerne maatte undertiden holde styr paa dem. Hundene vore likte heller ikke alt dette spektakel; da vi gik bort, der de stod bundne, fulgte en fuld samojed med os; han vilde vise os, at det vnr ikke paa ham, hundene var gale, men paa os, og gik freidig bort for at klappe en af de hvide glathaarede med staaøren; hunden glæfsede og bed efter
