alt. Denne mand gik der ombord stille og rolig, — saa alt, talte lidet, men udreitede saa meget desto mere. Saa kom den dag, da vi lettede ankeret paa Pepper- [ viksbugten, den 24de juni 1893. J Det var en graaveirsdag, dog var der ikke graaveir i vore sind; vi var glade over endelig engang at være kommet til det punkt, da vor reise skulde begynde.
- [ Mange mennesker var mødt op for at se os drage; det
- tog tid, før vi kom afgaarde. Det er altid saa, i sidste
•• øieblik er der bestandig noget som skal med. Jeg husker saaledes, at vi forgjæves ventede paa is til kjøk- i l.v kenet, — saa maatte vi reise isen foruden, — «vi faar den nok siden,» sagde kokken. Just før ankeret lette- des, kom Nansen paa siden alene fra Lysaker i paraffin- baaden, og straks efter gled «Fram» tung, rolig og majestætisk ud gjennem fjorden, ledsaget af en sværm med dampbaade og seilere, musik og hurraraab fulgte os paa veien. Vi kunde ikke rigtig fatte, at det var os denne jubel gjaldt; vi havde ikke gjort nogen ting >! endda, — skulde nu begynde. Det gjaldt for enhver at gjøre hvad han kunde, skulde ikke denne glade mængde skuffes i sin tro i paa os. f Der var vel ogsaa dem der troede, vi aldrig vi Ide h komme hjem igjen. I Paa Horten tog vi ind krudt og salutkanoner.
- ' «Fram» gik med 5 mil i vagten, maskinen arbeidede
udmerket. I Rekvik, paa Colin Archers verft, fik vi
' ombord vore storbaade. Archer med familie var om- j bord, da vi stod ind La rviksfj orden og gjorde en sving l[ ind paa havnen under hilsen fra folk og flag. Da [l Archer gik fraborde, løstes den første salut ombord. i t Det var 5 skud til bygmesterens ære. Han sagde, da f 1 !
i i
