en retskaffen hund, der oppebier sin herres nådige vink.
Hun hørte på ham med megen tålmodighed. Det generede hende lidt, at han bar sig så klodset ad, men strengt taget kom det jo ikke hende ved, og hvad han fortalte, var altsammen af den art, som en kvinde gjerne hører, som endogså gjør et godt og varmende indtryk, men som slet ikke influerer på hendes handlemåde — ikke anderledes ialtfald, end som en mild regn, der blødgjør jorden for den sed, kyndige hænder senere måtte så.
— Hun rystede svagt på hovedet:
«De har alligevel misforstået mig.»
Og hvorledes han bad og spurgte, fik han kun det svar: «De har alligevel misforstået mig.» — Mr. Wheelers sang var færdig, Krohg kom til. Den beleilige stund var forbi. — Albrechtsen tilbragte en halvtime i sturende ensomhed, repeterende alle de dumheder, han formodentlig måtte ha begået, skuffet og modløs, fattigere på selvtillid end nogengang. Og lidt harm, som han var, begyndte han også at gå i rette med hende. Egentlig var dette her mindre vakkert af hende. Egentlig var kjærligheden en dum og grov farce. Egentlig var denne krumryggede beilen uværdig og tåbelig
