ung dame — men for en dagdrivende gentleman er sporten at anbefale.»
«Men det andet, De engang fortalte — at De havde spist menneskekjød — det er nu en skrøne,» fortsatte Lolly.
«Skrøner aldrig, frøken Tuchsen, skrøner af princip aldrig. Herregud, pigen var død —»
«Var det en pige? Det har De aldrig fortalt.»
«Jo, det var en liden pige.»
«Nei, fy — fy, mr. Wheeler — er det nødvendigt at gjøre historien endnu styggere, end sidst De fortalte den.»
«Verden, den virkelige verden, er styg, frøken Lolly, De ved ikke, hvor styg den er. Desuden: hun var død, stakkels liden, stendød, da jeg kom til; om jeg vilde, havde jeg ikke kunnet redde hende — jeg ved heller ikke, hvad der for hende var at anbefale, at leve som en fattig arabers fattigste slavinde eller at bli spist af sine sorte blodsforvante. Nå — jeg angrer ikke, at jeg benyttede en anledning, som vanskelig vil komme igjen. Man må jo ha forsøgt alt i denne verden; det går ikke an at forlade livet som en ignorant.»
«Ellinor,» råbte frøken Lolly over bordet, «du må tale alvorlig til mr. Wheeler, han fører
