Han inddrog ikke alene disse, men ogsaa det Gods, der laa til Domkirken og dens Altre, og denne Kirke (ligesom ogsaa Olafs-Kirken og Frue Kirke) mistede sit Inventarium, St. Svithuns Skrin o. s. v. Bekjendt er Peder Claussøns Beretning om de fem Klokker fra Domkirken, der skulde være sunkne ved Haastein. Utstein Kloster og Gods gaves strax som verdslig Forlening til Thrond Ivarssøn, der skulde forsørge Munkene deres Livstid. Domcapitlet fik dog Lov til at bestaa. Først 1541 fik Stiftet i Jon Guttormssøn en luthersk Superintendent; men lang Tid maatte hengaa, inden de nye Tilstande kom til Fasthed og Ro[1].
Det hele Stavanger Stift havde i Middelalderen kun en eneste By, den biskoppelige Residents, der tillige var den eneste By i den lange Strækning mellem Bergen og det lidet betydelige, først temmelig sent fremstaaede Skien. I Erik af Pommerns Tid gjordes der dog et lidet Tilløb til en ny Handelsplads ved Mandal, hvor Borgerne i det af denne Konge anlagte Landskrone som en Art Hanseater i formindsket Maalestok havde faaet Privilegier, og hvor de „danske Boder“, som de siden kaldtes, blev Begyndelsen til det nuværende Ladested.
Stavanger er aldrig bleven formelig „anlagt“ som Kjøbstad, men har først langsomt udviklet sig til en saadan. Allermindst er det troligt, at der allerede før Bispestolens Oprettelse gaves nogen By her. Men denne Begivenhed maatte nødvendigviis samle en lidt større Befolkning paa Pladsen, thi en Kirkefyrste maatte omgive sig
- ↑ Herom henvises til A. C. Bangs Verk: Den norske Kirkes Historie i Reformationsaarhundredet S. 202 fgg.
