ham paa hans Contor. Generalen, Baron Ferdinand, boede paa Vækkerø. Han var en smuk høi Mand, og jeg erindrer, at jeg foretog en Tur til Gardermoen for at se ham mønstre sit Regiment, det akershusiske ridende Jægerkorps, og at jeg derefter reiste sammen med Hr. Løvenskiold til Eidsvold, hvor der var samlet et stort Selskab. Vi forvildede os i Skoven og mit Reiseselskabs Vredesudbrud over Veiviseren var meget komisk.
Baron Wilhelm Wedel kjendte jeg en Smule, men saa ham sjelden; han boede vistnok paa Fornebo. Jeg var 2 eller 3 Dage paa Bogstad hos Statsminister P. Anker. Han var en smuk gammel Mand, som gjorde en statelig Figur ved Middagsbordet med Serafimerbaandet over Brystet og den sølvgalonerede Jæger bag sin Stol. Han var overmaade beleven og venlig og udfyldte udentvivl sin høie Stilling paa en værdig Maade. Jeg betvivler ikke, at det var fra ham, hans Datter havde arvet de ædle Egenskaber, som udmærkede hende i saa høi Grad.
Jeg kommer nu til Wedel-Familjens Chef, Grev Johan Caspar Hermann. Jeg tror, at jeg havde seet ham i England, før jeg kom til Norge, men erindrer det ikke med Vished. I ethvert Fald gjorde jeg snart hans Bekjendtskab og var ofte Gjest paa Bogstad. I nogen Tid var vort Forhold blot det almindelige Bekjendtskabs, men en Dag, da vi var alene sammen i et Værelse, sagde han omtrent følgende til mig – Ord til andet kan jeg ikke gjengive det: „Fra nu af vil vi, om De saa synes, betragte hinanden som intime Venner.“ Man kan vel tænke sig, at jeg næsten med Henrykkelse modtog et saadant Forslag fra en Mand, som jeg i den Grad ærede og beundrede. Vort Venskab blev i Virkeligheden fra den Tid meget intimt. Vi mødtes og brevvexlede ofte baade
