paa ulovlige Maader, ja jeg, Kaas, forsikrer Dem paa min Ære, at der gives dem i Stiftet, som neppe af sit Embeds Indkomster kan tilveyebringe saa meget tørt Brød, at han dermed kan mætte sin Familie.
Kiere Colbiørnsen! Det er nu falden i Deres Lod at være et ufrivilligt Redskab til disse Mænds Vanhæld, vær De nu og med Deres sædvanlige varme deres Talsmand – den herligste Leylighed dertil frembyder sig. – Vil man benytte den, saa tilfredsstilles Laugmænd og Byefogder, som ere de egentlig Liidende, og saa har Regieringen endda Midler tilovers til at give Sorenskrivere, Fogder og Lehnsmænd Opretning for det Tab, de ligeledes ved den nyere Lovgivning have liidt. Midlet, som foreslaaes, er det: At Kongen tager alt Laugmændene beneficeret Gods og sætter dem paa vis Gage. – Skulle Kongen endog herved give de nærværende Laugmænd noget meere i Eqvivalent, end Gagen for en tilkommende Assessor blev reglementeret til, ja, hvad var det saa meere. Kongen fik ligefuldt en betydelig Capital i Hænde, og det beneficerede Gods vandt tillige med det heele Land uendeligt. – Jeg, Kaas, skulle i den Henseende foreslaae: At Kongen lod enhver Laugmand opgive sit Embede Indkomster og derefter tilbød ham en aarlig Gage, som stod i Forhold dermed. – Af det beneficerede Gods blev da udtaget en beqvem Gaard til Skriver, Foged og Lehnsmand i hvert District, Resten sælges og det paa følgende Vilkaar: Gaarden sættes til Auction, saaledes at nærværende Leylænding skulle forbeholdes sin Brugs Ret, – skeede antagelig Bud, som Amtmændene, naar de ville være reedelige Mænd, let kunde komme i Erfaring om, da tilbydes Leylændingen Gaarden imod at svare aarlig 4re pCt. Rente og Afdrag ⅓ af Capitalen med 2 eller 4re pCt. aarlig. – Troe mig, Colbiørnsen, at dette ville indbringe meere, end De formoder, og at Kongen alleene af Laugmands Godset ville have en tilstrækkelig Fond til at underholde det heele Justitz Væsen i Landet, samt endda et
