passer. Den norske Amund kunde da have været opkaldt efter sin formodede svenske Morfader. Ganske vist er Navnet Agmund, hvormed Amund i hin Tid jevnlig forvexledes, et Bolte-Navn, men Amund Sigurdssøns Farfader har udentvivl, som i min foregaaende Afhandling paavist, været Berdor eller Bergthor Bolt, saa at man ikke behøvede nærmest at søge opkaldelsen mellem hans Agnater. Alt dette er, som man vil se, kun Formodning, men neppe nogen usandsynlig, thi netop derved kunde Amunds paastaaede Slægtskab med det gamle Kongehus forklares.
At dette ikke omtales i de bevarede diplomatariske Actstykker, er forklarligt nok, thi disse vare jo bestemte for Kong Erik, hvem man naturligvis mindst af alt vilde ophidse ved at inddrage en saa ubehagelig Ting i noget Brev. Men derimod er det høist mærkeligt, at Rigsraadet aabenbart nærer en vis Sympathi for Amund under de Forhandlinger med ham, som førte til Overenskomsten af 18de Febr. 1436. Oprøreren anbefales nemlig ikke alene til Kongens Tilgivelse, hvilket under saadanne Omstændigheder allerede maatte synes at være en for ham, den beseirede Mand, særdeles gunstig og heldig Udgang af denne Sag, men han indstilles til Eftergivelse af alt, som han har oppebaaret af de kongelige Indtægter, endvidere til paa et Aar at beholde Høst- og Vaar-Leding af fire opregnede Skibreder, ja endog til at forlenes med Færøerne „med al kongelig Ret“, og for det Tilfælde, at han skulde blive fordreven fra disse Øer (hvor man altsaa maa have tænkt sig, at han personlig skulde opholde sig), indstilles han til „ydermere Hjelp og Len“. Var nu end Færøerne ikke at regne mellem de rige og tiltrækkende Forleninger, fulgte det dog af sig selv, at en „med al kongelig Ret“ ansat Lensmand paa et saa afsidesliggende Sted maatte
