opfører en sluttet bygningsdel vægvis, for saa bagefter at binde væggen sammen i hjørnerne, allermindst hvor væggene, som her, bestaar af kistemure. Her kan naturligvis alene være tale om, at man er „gaaet foran“, som det hedder i det haandværksmæssige sprog, med østvæggen, en stillagehøide eller to, altsaa i det høieste en mandshøide, og at man saa er „fulgt efter“ med vingernes nordre, søndre og vestre væg, altid i forbandt i dagflademurene, og tillige med skibets og korets mure, om der end er mulighed for, at man har ladet skibet og koret som selvstændige dele ligge længere efter. Saadan fremgangsmaade følges ofte under opførelse af udstrakte bygningsanlæg, hvor omstændighederne paakalder det. Hvor man f. ex. vil raskt frem, uden at fundamentmurene samtidigt er bragt eller kan bringes i orden over det hele anlæg. Men man søger da altid, saavidt muligt, at vinde „høiden“ igjen, saaledes at afslutningen bliver samtidig.
Der er derhos, siden jeg sidst skrev om kirken, fremkommet en oplysning, der peger i en ganske anden retning, end til bestyrkelse af den theori, som ogsaa hr. Bang her har villet hevde, om vingernes og den med disse samtidige kirkes tilblivelse i Eysteins tid eller efter midten af 12te aarh. Den findes meddelt i hr. Christies rapport om restaurationsarbeidet i 2det halvaar 1886.[1]
Jeg tør vistnok paaregne kjendt af dem, der følger den bygningshistoriske undersøgelse af denne kirke, hvorledes jeg har fremholdt, at de tvende svære pillarer, af hvilke den søndre har spindeltrappe, og som flankerer den nuværende gjennembrudte væg mellem kor og Mariestuke, ganske svarende til vingernes hjørnepillarer, er
- ↑ Se Teknisk ugeblad no. 32 f. 1887.
