handlet den norske bygningsskik, henfalder til en unødig polemiserende tone, og det i mindre tækkelige ord, der neppe vil tjene til at skjule den mangel paa tilstrækkeligt kjendskab til norske forhold, som viser sig paa flere punkter.
Dette kommer allerede tilsyne i bogens indledning, som derfor fremkalder flere modbemærkninger. Men for at læseren kan følge med i disse, er det nødvendigt først at hidsætte et temmelig omfattende uddrag af denne indledning.
Som udgangspunkt bruger forf. følgende ytringer af Eilert Sundt:[1] „Jeg tænker mig, at oldtidens bygningsskik kanske skulde vise sig i et nyt lys, naar man efter anvisning fra nutiden gjennemgik de korte beskrivelser i sagaerne saaledes, at man særskilt undersøgte bygningsskikken paa almuefolks og storfolks gaarde paa Island og i Norge, i Norges kystland og indland o. s. v. Det tænker jeg mig ogsaa, at dersom bygningsskikken med dens forandringer og forbedringer monne tildrage sig historieforskerens opmærksomhed i den grad, som den efter min mening fortjener det, saa skal der ogsaa findes flere og flere oplysninger, som hidtil monne være overseede, ikke alene i sagaerne og andre oldsager, men ogsaa i yngre skrifter.“ Hertil bemærker forf., at denne Sundt’s udtalelse „fortjener langt større opmærksomhed, end der hidtil er blevet den til del. Siden Sundt skrev disse ord, har flere videnskabsmænd offentliggjort afhandlinger om de nordiske bygningsskikke i oldtiden, men ikke én af dem er det faldet ind at rette sig efter hans forskrifter[2] eller at samle alle de oplysninger, som angaa hvert enkelt land for sig, for deraf først at udfinde, hvad der har været eiendommeligt for hvert enkelt af disse, og
