skabet. Da hans Moder, Fru Magnhild, havde indgaaet sit tredie Ægteskab med Hr. Alf Knutssøn, har udentvivl denne hans efter Eiendomme meget gridske Stiffader lagt an paa i Tiden at bringe Grefseng og overhoved Karls Formue over til sine egne Børn ved at bestemme ham for den geistlige Bane, hvilken vel i Regelen kun mindre bemidlede Adelsmænd eller yngre Sønner betraadte. Personlig synes Karl, der jo ogsaa blev Slotshøvedsmand, ingenlunde at have været særlig geistligt anlagt. Prof. Storm siger, at han i Interregnet befandt sig i „Oppositionen“, men der er neppe Grund til at antage, at han virkelig har modarbeidet Kong Hans’s Valg. Han havde jo aabenbart været vel– anskreven hos hans Fader og gjort en udmærket Carriere, og dertil kommer, at ogsaa Stiffaderen synes at have staaet sig vel med det nye oldenborgske Kongehus. Trods sin svenske Fødsel var nemlig Alf Knutssøn allerede 1454 Christiern I’s Hofsinde og forlenet med Solør, og, hvad jeg især lægger Vegt paa, han fulgte Kongen paa hans svenske Tog 1471[1] og har muligens endog været med at kjæmpe for ham og mod Svensken ved Brunkeberg. Vistnok finde vi Stiffader og Stifsøn deltagende i Rigsraadets Politik under Interregnet, men derfor behøve de ikke selv at have foretaget noget imod den udvalgte Konge Hans’s Interesser. De have sandsynligvis kun indtaget en afventende Holdning, og i ethvert Fald viser Karls Ansættelse som Befalingsmand paa Akershus, at han snart har gjenvundet Yndest og Tillid, thi herom vidner det i høi Grad, at Kongen lod ham forbinde to saa indflydelsesrige Stillinger, der gjorde ham til Herre over to Fæstninger og over en
- ↑ Kongen havde hos sig paa det Tog af Norske eller i Norge bosatte Herrer: Provst Ivar Vikingssøn, Erik Bjørnssøn (Skaktavl) og Alf Knutssøn.
