nostratem et in Cancellaria Domini Regis existentem.[1] Intet er nu sandsynligere, end at Karl skylder denne sin Tjeneste i Cancelliet sin Bispestol, idet Kongen har anbefalet ham, der forøvrigt paa Grund af sin Stiffaders og sin Moders Indflydelse paa Oplandene neppe har havt vanskeligt for at faa Domkapitlets Stemmer, til pavelig Bekræftelse. Og dernæst maa det erindres, at Retten til at bortgive den „kongelige og den præstelige Rente“ af Thoten, som af ethvert andet Distrikt, i den katholske Tid ikke tilkom en, men to forskjellige Myndigheder. Karl kan altsaa godt allerede, førend han c. 1478 blev Biskop, af Kongen være bleven forlenet med Thotens „kongelige Rente“, medens Prof. Storm vistnok har Ret deri, at Eilif Jonssøn sandsynligvis har havt „den geistlige Rente“, indtil han 1480 blev Biskop i Stavanger. Man vil altsaa ikke kunne sige, at Jens Nilssøns Efterretninger om Biskop Karl paa Grund af disse Tilføielser staa tilbage for de i Hamars Beskrivelse meddelte. Tvertimod have de Fortrinet derfor ved at meddele et vigtigt biographisk Træk, som denne savner, og muligens ogsaa ved en rigtigere chronologisk ordning af de angivne Data.
Forresten indser jeg ikke ret Prof. Storms Hensigt med at drage Biskop Karl I’s Personalier ind i denne Undersøgelse, thi han antager jo (S. 290–291), at Beretningen om denne Biskop hidrører fra hans (nu ikke existerende) Gravskrift i Domkirken. Til denne have begge Bispekrønikers Forfattere udentvivl havt lige god Adgang, og – altsaa behøvede jo ingen af dem for den Sags Skyld at have udskrevet den anden![2]
