om at dette Afsnit var „Beskrivelsen“ uvedkommende og senere tilføiet, paa Forhaand maatte have liden Sandsynlighed for sig. Større Betænkelighed vil en saadan Formodning vække, naar jeg oplyser, at ogsaa 2den Haandskriftgruppe har dette Afsnit, som saaledes findes i begge de ældste Grupper. Det er altsaa først Afskriverne fra Sluten af 17de Aarhundrede, som har udeladt dette Afsnit. At 4de Afsnit fra først af har hørt til Hamar-Beskrivelsen, synes ogsaa at blive tydeligt, naar man iagttager, at det hører nøie sammen med 3die Afsnit: Jærtegnene „før Biskop Mogens blev fangen“ kan ikke godt løsrives fra „en liden Historie om Biskop Mogens, der han blev fangen“; thi Varsler om Ulykker har jo selvfølgelig sin eneste Betydning ved at Ulykken virkelig følger. Ingen vil kunne nægte, at Skriftet faar en naturligere og bedre Komposition, naar efter Skildringen af Hamars topografiske Forhold og en kort Karakteristik af dets regjerende Herrer den sidste Katastrofe indledes med de Jærtegn, som gik forud for den, og Skriftet afsluttes med selve denne Katastrofe. En Betragtning af Haandskrifterne maa derfor, saa langt fra at antyde, at de Afsnit er senere tilføiet, meget mere føre til Hævdelsen af, at dette Afsnit nødvendigvis hører med til Skriftets Komposition.
Ingen har tvivlet om, at „en liden Historie om Biskop Mogens“ kunde høre til de Efterretninger, der blev samlede i 1553 eller ialfald ved den Tid; J. Chr. Berg erkjendte, at Tonen i Fortællingen om Biskop Magnus Overgivelse er, „som den kunde være kommen fra et Øienvidne“, og selv Prof. Daae indrømmer, at den har sin Rod i levende Lokaltraditioner, maaske endog i ældre, nu tabte Optegnelser. Det kan i den Henseende betones,
