skrivelsens Alder, – nemlig der, hvor Frederik II i Notitsen om Frands Berg correct kaldes, ikke Konge, men Hertug, hvilket han jo var endnu i 1553. Men er det da mærkeligere, her at finde Frederik kaldet Hertug, end at Christiern II i Bergens Fundats ligeledes findes rigtig benævnt saaledes for sin Tids Vedkommende, da han færdedes i hin By? Ingen vil dog deraf drage Slutninger m. H. t. „Fundatsens“ Alder. Mig forekommer det derhos lidet sandsynligt, at den foreliggende evangeliske Bisperække oprindelig skulde have været afsluttet 1555, altsaa med Frands Berg, og altsaa fra først af kun omfattet tre Navne. Thi Hans Reff kaldes jo i denne series „den allerførste“, en unegtelig noget besynderlig Betegnelse paa No. 1 af et saa lidet Antal som 3. Antager man derimod, at Bisperækken oprindelig har været afsluttet med Glostrup (1617–1639) (og der er neppe noget Haandskrift, hvor ikke hans Navn findes), bliver „allerførst“ (af 7) noksaa naturligt.
Beskrivelsen afsluttes med to noget udførligere Beretninger, den første om nogle Jertegn, den anden om Bispegaardens Overgivelse i 1537 og Biskop Mogens’s Bortreise og Fangenskab i Danmark. Det første af disse Stykker passer ganske ind i Beskrivelsens fabelagtige Kram. Det angaar fornemmelig en Søorm, der skulde have vist sig i Mjøsen. Rimeligvis er det indbildte Syn identisk med den Fabel, som allerede var i omløb 1522. Denne Fortælling blev bekjendt viden om, thi Olaf Engebretssøn bragte den med paa sin Romerreise 1523 og fortalte den i Italien til Jacob Ziegler, fra hvis Verk (1532) den gik over i Olaus Magnus’s Hist. Gent. Septentr. (1555). Derimod staar den anden Beretning, den om Begivenhederne i 1537, betydelig høiere end den første. Den er vistnok lidt romantiseret og holdt i en sentimen-
