at der har dannet sig en tradition, der har gjort ham til „den første, der opfandt perlefangsten i Norge“.[1]
Fra de andre distrikter foreligger ingen efterretninger.
Den ved reskr. af 29de juni 1725 etablerede ordning har sandsynligvis staaet uantastet, saalænge Frederik IV levede, men heller ikke stort længere. Den 7de oktober 1733 melder oberhofmester Raben rentekammeret, at „det er hendes majestæt dronningens allernaadigste villie, at med perlefangsten over alt i Norge, indtil nærmere allernaadigst vorder befalet, ganske skal beroe, saa ingen, hvem det være maae, nogenslags perler derforinden maae fange“. Denne ordre blev kommuniceret amtmanden i Stavanger de Fine til allerunderdanigst efterlevelse.
Nødvendigheden af en almindelig fredning af de perleførende elve er vistnok bleven mere og mere indlysende; men hvad der trængtes maaske endnu mere, var kyndig veiledning i det egentlige fiskeri, saa man ikke i tøndevis dræbte muslinger, der med tiden kunde frembringe de skjønneste perler, eller i det hele drev fangsten paa rov. Erfaring havde lært, at de ansatte inspektører enten havde været uvidende eller uærlige eller snarere begge dele, og selv om de havde givet fiskerne et vink om, hvilke muslinger der indeholdt perler, saa havde der hidindtil aldrig været tale om, at man kunde aabne en musling, undersøge den og, hvis den ingen perle havde eller blot en liden og umoden, atter sætte den ud i vandet. For at bøde paa disse mangler ved bedriften blev der forskrevet en perlefisker fra Sachsen, i hvis fjeldbække flodperlemuslingen altid
- ↑ Stamtavle over familien Kjelland, s. 89.
