hvor ingen perler blev fundne, samt paa Jæderen, hvor imidlertid Jon Skeye allerede havde fisket, før ordren naaede frem. Saa langt kom man i 1724.
Den 14de marts 1725 indleverer Vibe atter et temmelig vidtløftigt forslag til ordning af kontrollen ved perlefiskerierne, der er blevne saa rent vanskjøttede under de forrige inspektørers regimente.
For at bringe den ruinerede bedrift paa fode igjen maa et ordentligt fredningssystem gjennemføres, og det første skridt henimod et saadant er, at der aldrig fiskes uden efter ordre. „Men hvem skal paase, at et saadant bud bliver overholdt? En perleinspektør kan ikke være overalt, er ei frygtet af bønderne og kan kun overvære fiskeriet ved enkelte elve, da – efter kyndige folks udsagn – den bedste fisketid falder ved St. Hans. Skal han betro inspektionen til en lensmand eller en anden bonde, saa kan der vel ingen tvil være om, at disse beholder de bedste perler og kun sender ned noget umodent kram, som Norman gjorde“. Under disse omstændigheder foreslaar han, at der kun fiskes i de elve, som man ved har perlemuslinger, og at det skal ske under fogdens opsigt; thi han er den, der bedst kan holde bønderne i tømme, og fogderne vil utvilsomt kappes om „etwas gutes hervorzubringen“. Vilde nu dronningen fordele de 300 rdr., som Norman har oppebaaret i gage, blandt de fogder, som kom til at have med fiskeriet at bestille, og desuden give hver fisker daglig 1 rigsort eller en mark lybsk, saa vilde dette være en passende douceur, og friheden for udskrivning kunde sløifes. Endelig foreslaar han, at de elve, hvori man dette aar maatte drive fiskeri, hviler de to paafølgende aar, og at der saaledes fiskes vexelvis i de forskjellige elve.
