nogen fangst er skeet, hvo med verket haver havt indseende, og til hvem perlerne, som kunde være blevne fangne eller fiskede, ere blevne leverede, desligeste, af hvad façon eller størrelse de kunde have været.“ Dernæst har han at afgive betænkning om, „hvorledes bedst med perlefangsten efter vores derom allernaadigst udgangne forordning til vores bedste kunde forholdes og underslæb derved forekommes.“ Endelig har han at paase, at ingen umodne perler optages, samt at der med perlefangsten i almindelighed indeholdes indtil videre allernaadigst ordre.
I anledning heraf indsender Nobel en relation, dat. Stavanger 19de juni 1717, hvori han for det første beretter, at inspektørposten har været ubesat siden oberraadmand Cort Høyers død, og de perlefiskere, der af ham var antagne, har amtmanden nogle gange, siden han (1714) blev beskikket, kaldet til thinge, „for der ved retten at levere fra sig, hvis perler de kunde have fisket; mens de ere fremkomne med nogle gandske u-nøttige“, som han ikke har seet det umagen verd at indløse. „Ikke desmindre har dog samme fiskere tilbødet sig for retten at aflægge deres ed, ikke andre heller flere perler at have bekommet heller fisket, end de har fremviist.“
Det er imidlertid hans mening, at perlemuslingerne bliver opfiskede af andre og „perlerne soldte til fremmede, som rejser igjennem landet, ja en vis ven har for nogen tiid siden fortroed mig, at naar vores egne, som ere bekiendte af indbyggerne, reyser over Jederen, hvor det beste perlefischeri her i amptet schier, trecher de deris reysetøy for øynene, forandrer deris stemme og spraag for at giøre sig u-kiende, og under saadan masqve kiøber bønderne deris fischende perler af, eftersom de
