ledes ikke til at udgive noget. Ved sin bog „Norske Mindesmærker“, 1823, og ved sine kun i manuskript bevarede reiseberetninger har han indlagt sig betydelige fortjenester af navnlig det nordenfjeldske Norges arkæologi; i den norske videnskabs historie vil han derfor først sent glemmes.
Foruden sin oftere nævnte bog fra 1823 har Klüwer ogsaa ladet trykke nogle digte, behandlende gamle historier og sagn; saaledes om Orm Lyrje og Lundesolen, om Tvæster troldmand og om St. Olafs kilde paa Klingen[1]. Poetisk værd tør disse vistnok ikke gjøre fordring paa, men de er dog vidnesbyrd om hans kjærlighed til levningerne fra vor oldtid og om, at han var en ikke ubegavet mand. Et ikke uinteressant vers af ham, der vidner om hans stemninger i 1814, som imidlertid i de følgende aar maa være undergaaet betydelige ændringer, er en versificeret gravskrift over en liden søn af ham, der døde i 1814, før den 4de november. Gravstenen med det uden tvivl af ham selv forfattede vers findes endnu i Throndhjems domkirke og verset lyder:
Hil Dig min favre Søn, Du steeg
Som Nordmand ned i Jorden,
Før Norges blide Engel veeg
For evig bort fra Norden[2].
- ↑ Se nytaarsgaven „Snotra“, 1821, pag. 97–103; 1822 pag. 199; Hermoder III, no. 40 og IV, no. 28. Klingen ved Leksdalsvandet i Værdalen.
- ↑ Klüwer var 22⁄4 1813 bleven gift med Anne Birgitte Marie Krog. En anden søn af ham levede endnu for faa aar siden som forhenværende lensmand paa Leinstranden ved Throndhjem; fra denne hørte jeg i sin tid, at familien ikke mere er i besiddelse af papirer efter den afdøde antikvar.
