I Dag begyndte de vigtige Debatter om Constitutionen, og 20 §§ bleve afgjorte med kun faae Forandringer. Til Udelukkelsen af Jøder blev efter Secr. Christies Forslag endnu føyet Jesuiter og Munkeordener. Provsten Middelfart talede værdig og behagelig til Forsvar for Tollerancen, men den maatte, som alt andet godt, falde for den almindelige Stemme: jeg voterer som Sorenskriver Falsen. I Anledning af Udtrykket i § 4: Kongen skal stedse have bekjendt sig til den lutherske Religion, opstod mange Debatter, hvori blev viist saavel det ukloge som uliberale i denne Bestemmelse, og meget bittert blev derimod fremført af Rein, der blandt andet sagde: Den Mand, som har agtet sin Troe mindre end en Krone, fortjener ingen Agt, eller har man da en saadan vandrende Ridder, som man vil sætte paa Norges Throne? Grøgaard gav det et af hans sædvanlige vittige Anstrøg og paastod, at stedse skulde udgaae, thi det vilde være at udelukke alle fra Thronen, da det forudsatte, at den Vælgendes første Anskrig, da han var fød, maatte være en Bekjendelse af den evangeliske Religion. Forslaget gik samme Vei som alt det øvrige, og Ordene staae, til evig Skjændsel for Forsamlingen, i Constitutionen. Om Kongens Myndigheds Alder blev atter disputeret, og efter at det ved Stemmeflerhed blev afgjort, at han skulde være over 18 Aar, drev Partiet det til største Gammen igjennem, at han skulde være 20 (ej 21) Aar. Under denne Votering havde Christie sagt noget, og da K.[oren] skulde votere, vidste han ikke ret, hvorom han skulde votere, og udbrød til Christie med sin behagelige Discant Stemme: Hvad var det, Du ment kære Fætter?, hvorved Selskabet opdagede, ej at K. var et Naut, thi det var allerede længe evident, men at han var Christies Fætter. Samme K.
