Men den vigtigste Oplysning, som Afladskræmmerens
Brev indeholder, er dog den factiske, at, da han
absolverede Christiern, var Biskop Karl død. Det
heder i Brevet, at Christiern i Aarenes Løb var bleven
kjed af at skulle have ham under stadig Bevogtning og
derfor bestemte sig til at sende ham til Erkebiskop Erik
Walkendorf i Throndhjem, paa hvis Varetægt han trygt
kunde stole. Men, medens han var paa sin Reise til
Throndhjem (altsaa fra Baahuus), døde han efter Guds
Vilje i Oslo[1]. Christiern havde jo, fortsætter Idzard
Gravius, „ikke lagt voldsom Haand paa ham, men paa
det apostoliske Sædes Vegne (!) ladet ham hæderlig (!)
forvare i et Kammer, for at hans blodige Forbrydelse
kunde blive undersøgt, men ikke desto mindre, for sin
samvittigheds og Sjels Freds Skyld og for efter sine Forfædres
Exempel at vise sig som en catholsk Fyrste, har
han anmodet mig for en Trygheds Skyld (ad cautelam)
om at faa modtage Absolutionens Beneficium“. Derfor meddeler
han med apostolisk Myndighed saadan Absolution,
saafremt forøvrigt Christiern ved at gribe Biskoppen
maatte være falden i noget Ban. Idzard Gravius maa
erkjendes at have tilegnet sig den romerske Kirkes hykkelske
Stil indtil Virtuositet.
Biskoppen var altsaa død og Christiern absolveret af en pavelig Nuntius. Men hermed var Sagen ikke forbi. Den fik i 1513 et mærkeligt Efterspil. For at forstaa dette, hvorom vi strax skulle tale, tror jeg, at man maa
have i Erindring, at Kong Hans var død 20. Februar
- ↑ Han skal være død i Anders Muus’s Bispegaard, hvor ogsaa hans første Fængsel havde været. D. N. IX. 474.
antage, at det ikke forholder sig rigtigt med disse tidligere Bud og Skrivelser“.
