Biskoppen forblev i Fængsel, men er allerede i
1508 bleven flyttet fra Oslo til Baahuus Fæstning, hvor
han formodentlig har siddet i det bekjendte Taarn, der
kaldes „Fars Hat“ og oftere blev benyttet som Fangerum.
I August 1508 gik det Rygte i Sverige, at „han
var sluppen løs, men at Ingen vidste, hvor han var“[1].
Denne Flugt maa det da formodentlig være, som – hvad
vi siden skulle høre – er blevet saa stærkt udsmykket af
en dansk Historieskriver. Har han en kort Tid været
paa fri Fod, er han i ethvert Fald snart atter bleven
greben.
Som vi have hørt, kom Sagen omsider, uvist paa hvad Maade, for Paven, Julius II, en Mand, der dog sikkert, optagen som han var med Krige og verdslig Politik, ikke har skjænket en hyperboræisk Biskops Affærer stor Opmærksomhed. Forholdet mellem ham og Kong Hans var i ethvert Fald saa godt, at Paven uden Indvending efter Erkebiskop Gautes Død (1510) casserede Throndhjems Domcapitels Valg af en Efterfølger og derimod ved Provision udnævnte Kongens Candidat Erik Walkendorf til Norges Primas.
Den sidste Oplysning om Biskop Karls Skjebne findes i et Brev, udstedt af en pavelig Nuntius, Friseren Idzard Gravius, Kannik fra Sinigaglia. Denne Nuntius var (man kan gjerne sige: naturligviis) en Afladskræmmer og altsaa henviist til i sin Forretnings Interesse at vise Christiern den størst mulige Forekommenhed og Opmærksomhed, og han blev nu benyttet af denne til at bringe ham ud af de Vanskeligheder, hvori han var kommen ved at forgribe sig paa en Biskops Person. Christiern
var vistnok ikke formelig sat i Ban, skjønt han, som vi
- ↑ Styffe, Bidrag V. 293.
