Aar levet „tilbørlig“ og ernæret sig af Skytteri og paa anden Maade som en Husmand; men i de sidste Aar havde ban „grebet saaledes om sig“, at han havde mere Fæ end Bønderne, som betalte Skat og Skyld og andre „Tynger“. Pindsen var nu bedre end en Gaard paa 1 Løb Landskyld, og alt dette havde han taget af deres fælles Sætre og Støler. „Hø slaar han, og sit Fæ græsser han i vore Støls-Marker, os fattige Folk til Ruin.“ Forrige Vinter havde de klaget sin Nød for Ombudsmandens Fuldmægtig Peder Jensen Smitt, og denne havde stævnet Husmanden til at fravige Pladsen. Sorenskriveren afsagde en billig Dom, men Husmanden vilde ikke underkaste sig denne, men indankede den for Lagthinget og samlede sig nogle „uedfæstede Prov“, hvorefter Lagmanden „forskjød“ deres Indlæg og dømte, at Husmanden skulde blive siddende De vilde nu indanke Sagen for Overhofretten og begjærede derfor at faa sig beskikket en upartisk Dommer, som kunde eksaminere og edfæste Husmandens Vidner; helst ønskede de Sorenskriveren i Søndhordland Peder Heiberg opnævnt hertil.
Denne „Supplik“ var skrevet af Sorenskriveren i Hardanger og Voss Mandrup Funch. Han fik en i meget skarpe Ord affattet Reprimande for sin „Ukyndighed og Dumdristighed“ og advares mod saadant for Fremtiden.
Kort efter hører vi paany om Husmanden, Baard Rikolfsen – hans Hjemsted oplyses ikke, og i Folketællingen for 1701 findes ingen Mand opført med dette Navn i Eidfjord – klager den 8de Sept. 1705 over ham paany. Nu faar vi vide, hvor det er, han har nedsat sig og ryddet sig Gaard. Det var Hól, en Plads, som Torgeir paastod tilhørte Maabø, men som i Virkeligheden var udtagen af deres fælles Grund. Dette maa uden Tvivl forstaaes saa, at det er Hól, som ogsaa omtales i
