Men det er umuligt at komme til nogen sikker Slutning med Hensyn til dens Oprindelse. Hvor fristende det end er, at tænke sig europæiske Skibbrudne, som er komne ind til Grønlands Østkyst, uden at kunne slippe bort derfra, og som da har lært de Indfødte sine Kunster, – saa er det mere end voveligt at anse dette for sikkert.
Men jeg tror ikke, fra noget andet Sted at have seet et Legetøi, anvendt af et Naturfolk, der ikke er berørt af nogen anden europæisk Kultur, af en saa udviklet Karakter og saa overensstemmende med, hvad Europa kan byde.
Ogsaa de i Træ udskaarne Kystkarter, der hjembragtes af den samme danske Expedition, har fremkaldt lignende Formodninger. Man har der henvist til den franske Orlogsbrig, La Lilloise, som i 1837 forsvandt, antagelig i Farvandet mellem Island og Grønland, og formodet, at nogle Sømænd fra denne havde reddet sig i Land og derefter henlevet Resten af sit Liv mellem Eskimoerne, hvem de saa kunde have lært en rudimentær Karttegning. Saavidt jeg ved, har dog ikke denne Formodning fundet nogen større Tilslutning, og den kan maaske nu betragtes som helt opgivet. Antagelig vil den vel heller aldrig kunne blive noget mere end en Gjætning.
En anden Sag er det med Legetøiet.
Det falder mig vanskeligt helt at afvise den Mulighed, at saa kunstfærdige og saa udviklede Stykker som disse skyldes direkte europæisk Paavirkning, der her neppe er tænkelig i nogen anden Form, end at den hidrører fra Skibbrudne, der har fundet optagelse i Eskimoernes Samfund.
Det gaar med dette som med adskillige andre ethnografiske Spørgsmaal, at det bliver vanskeligt at optrække Grænsen mellem det, som er originalt, – spontant op-
