Saaledes heder det i Íslendingabók[1], som stammer
fra Tiden omkring 1120:
„Þeir fundo þar manna vistir, bæði austr ok vestr á landi, ok keiplabrot ok steinsmíði, þat er af því má skilja, at þar hafði þesskonar þjóð farit, er Vínland hefir bygt, ok Grœnlendingar kalla Skrælinga.“
Her foreligger altsaa den sikre Efterretning, at der blev fundet opgivne Bopladser, og at der paa disse laa tilbage saavel Brudstykker af Skindbaade, som de Stenredskaber, der havde været benyttede af de Mennesker, som der havde levet. Forholdene i denne Del af Grønland har altsaa nøiagtig været, som de er den Dag idag i de nordligere Dele af Østergrønland, hvor norske Fangstskippere paa flere Punkter har stødt paa gamle, nu forladte Bopladser med tilsvarende Efterladenskaber fra en bortdragen eller uddød Befolkning.
Angaaende den Nationalitet, som Grønlands ældste Beboere tilhørte, kan der efter dette ikke være nogen Tvivl. Ligesom den Stamme, der nogle Aarhundreder længere nede i Tiden tog det samme Land i Besiddelse, har det været Eskimoer, hvem Kolonisterne altid har givet Navn af Skrælinger. Men i det 11te og 12te Aarhundrede kjendte Grønlands fra Norge stammende Befolkning alene saadanne i det yderste Norden, hvortil de paa den Tid havde trukket sig tilbage. I Historia Norvegiæ[2], der stammer fra Aarene 1180–1190, fortælles derom:
„Trans Vinidenses ad Aquilonem quidam homunculi a venatoribus reperiuntur, quos Scrælinga appellant“,
og videre heder det om denne samme lille Menneskerase i samme Skrift:
