taget en større Expedition over Havet. Men naar det af Adam af Bremens Beretning syntes at fremgaa, at denne Forfatter havde anseet „Lyst til at gjøre geografiske Opdagelser“ for at være Kongens hovedsagelige Bevæggrund til saaledes at sætte ud paa en lang og farefuld Færd, da kunde han ikke godkjende dette. I det Sted tænkte han sig Færden mere som et i politiske Øiemed foretaget Togt, nærmest rettet mod Bjarmeland eller mod Island. Ved Siden deraf forudsatte han det som en anden Mulighed, at Toget maaske kun havde havt som Maal, „at befæste hans Herredømme over Finmarken og Haalogaland“. Munch siger herom: „Man maa formode, at Mag. Adam har hørt og tildels misforstaaet en Beretning om en eller anden Fare, Harald kan have bestaaet i Saltstrømmen eller Moskøstrømmen, der i hine Dage synes at have været farligere end nu.“ Han regner dog „i alle Fald“ Beretningen om denne Færd som „et nyt Bevis paa Haralds Foretagelsesaand.“ Som P. A. Munchs Udtalelser foreligger, giver de et noksaa vidt Spillerum, Bjarmeland, Haalogaland og Island.
Sophus Bugge[1] formoder derimod, at den samme Færd hovedsagelig maa være foretaget til et mere afgrænset Felt, og forudsætter, at „Haralds Tog synes at have gaaet mod Nord op i Ishavet nordenfor Norge“. Bugge vil altsaa have det betragtet som en arktisk Expedition.
Endelig har vi Gustav Storm[2], der paa Grundlag af Kap. 38 hos Mag. Adam taler om „Harald Haarderaades Forsøg paa at trænge frem i Ishavet nordenfor Norge, til Verdens Ende“, men derimod ikke nævner Omtalen i Kap. 11. Han synes overhovedet ikke at have været opmærksom paa dette sidste Sted.
