var da Havn for den bekjendte Storgaard Manvik, hvis Betydning for en Del kan have været baseret paa denne Adgang til en beskyttet Fjord, nær ved det store Hav.
Nevlunghavn er den vestligste af de tre Bugter. Den er tillige den største og den eneste, som i Nutiden har nævneværdig Betydning for Kystfarten. Den dækkes af Øer, Holmer og Skjær og frembyder indenfor disse en temmelig stor Flade. Her er en virkelig Havn, der kan byde Ly.
Vestenfor Nevlunghavn stikker saa det lange Nes eller Tange ud i Havet, der under Navn af Mølen danner Brunlanesets sydvestligste Spidse. Efter denne aabner der sig igjen en større Fjord, der under Navn af Mørjefjorden gaar et godt Stykke op i Landet og danner Brunlanesets Afgrænsning mod Vest. Her ender det gamle Vestfold, og hvad der følger videre mod Vest, er det gamle Grenland, der omgiver den Fjord, som nu kaldes Langesundsfjorden.
I Forbindelse med nogle herliggende Øer, Fugløen o. a., beskytter Mølen den Havn, hvorved det lille Strandsted Helgeroen nu er beliggende. Her var, ligetil Dampskibstrafiken blev mere almindelig, det Sted, hvorfra Reisende sædvanlig fik Befordring med Baad over til Havne og Byer ved Langesundsfjorden. Forsaavidt havde det nu ganske ubetydelige Sted længe adskillig Vigtighed som et Led i Kystfærselen[1].
Grenland, Grenafylke var et noget uklart Begreb. Det bestod igjen af forskjellige Dele, som ligeledes for
- ↑ Den her meddelte Beskrivelse grunder sig paa Selvsyn. Forfatteren foretog den 3die Juni 1906 en Undersøgelsesvandring rundt det hele Forland og vandrede da, saagodtsom den hele Vei, i Strandkanten fra Frederiksværn, rundt Naverfjordens Bund og frem til Nevlunghavn, og derfra til Helgeroen. Tilbageturen lagdes saa derfra direkte efter den øvre Vei til Larvik.
