Her skulde være et godt Renstrøg; naar Flokken kom fra Finsberg og havde krydset Elven, gik den ud paa det nordre Nes og svømmede over til søndre, hvor Stenhytterne ligger, et kort Stykke op fra Vandet.«
Nicolaysen var gjennem en Undersøgelse af de gamle Kilders Ordlyd kommen til den Slutning, at Stavangerbispernes Vei havde ligget mere sydlig, over Halne, ikke over Finse. Han opgav derfor sin Formodning om, at Haugerne skulde være Efterladenskaber fra deres regelmæssige Visitatsreiser. I det Sted optog han den anden Hypotese, som han tidligere havde fremsat, at Haugerne var Efterladenskaber fra Jægere, som tidligere havde streifet om paa Hardangervidden: »Havde jeg«, siger han, »tilforn den faste Tro, at der heroppe ei vilde træffes Levninger fra Urfolket, saa blev den heller ikke rokket ved hvad jeg nys havde hørt (ɔ: i Samtaler med lokalkjendte Folk), og endnu mindre, da jeg kom til Stedet og tog Hytterne i Øiesyn. For det første maatte der have vist sig en langt større Forvitring og Overgroen, hvis disse Hytter skulde gaa op til hin Tid eller være mindst 2000 Aar gamle. Dernæst er deres Form og Bygningsmaade væsentlig den samme, som i de nuværende Seler (Sæterhytter)«.
Derefter beskriver Nicolaysen de Hytter, han forefandt ved Finsevandet:
»Fra det søndre Nes skraaner Landet opover mod en Jordbanke, og i denne ligger to Hytter nedgravne omtrent 2 Alen eller nær dertil, hvor Taget har begyndt, saaledes at Langvæggene paa lidt nær er skjult. Begge ligger i Syd–Nord med et Mellemrum af 61⁄2 Alen, og saaledes at begges Smalsider gaar i Flugt med hinanden. Væggene er omtrent 21ʺ tykke og opsatte af flade Stene uden Kalk paa den Maade, som endnu kan sees i Selerne, at Langsiderne øverst oppe, hvor Taget skulde støde til,
