gaarder, hvis opsiddere var adelens ugedagstjenere. De var nemlig alle skattefri. Slige gaarder maatte da beregnes efter andre kilder over deres landskyld og føies til.
Længst til høire paa planchen for 1650 staar en søile, som angiver gjennemsnits-resultatet for hele Tønsberg len dette aar. Tallene viser:
| 19 | % | selveiergods, |
| 23 | % | bondegods, |
| 15 | % | krongods, |
| 13 | % | adelsgods, |
| 18 | % | kirkegods, |
| 12 | % | byborgergods. |
Strengt taget er altsaa bare omkring 1⁄5 af lenets jord selveiergods og hele 4⁄5 leilændingsgods. Men som før paapegt maa ogsaa bondegodset regnes med, naar det bliver tale om at bestemme bygdefolkenes egen andel i jordegodset. Et rigtigere resultat bliver det derfor at sige:
42 % (eller omkr. 2⁄5) af jorden tilhørte bønderne,
58 % (eller omkr. 3⁄5) tilhørte krone, adel, kirke og byborgere.
Vi kommer senere tilbage til en nærmere omtale af, hvad disse tal fortæller os om bygdefolkenes kaar. Først nogen bemerkninger om de øvrige eiendomsgrupper.
Krongodset. Den vigtigste eiendom, kronen havde i
Tønsberg len, var den gamle kongsgaard Sem, som tilhørte
kongerne allerede i Harald Haarfagres tid. Paa
Sem boede lenets befalingsmænd. Ellers bestod krongodset
i strøgods udover hele lenet. Efter en jordebog
fra 1616[1] udgjorde »kronens aarlige landskyld« under Sem
ialt omkring 60 skpd. tunge; heraf laa dog ca. 5 skpd. i
- ↑ Lensregnskaberne.
