Derimod kan vi stupe op i meget urigtige resultater,
naar vi – som det vanlig er gjort – bedømmer bygdernes
og distrikternes kaar bare efter forholdet mellem
selveiere (i strengeste forstand) og leilændinger. Det kommer
an paa, hvor stor del af disse leilændinger bygsler
jord af bønder. Et eksempel: I Lardal tilhører i 1650
35 % af jorden selveier-bønder. Det samlede leilændingsgods
udgjør følgelig 65 %. Nuvel, dette antyder nok, at
lardølerne stod sig forholdsvis bra: Men i virkeligheden
var deres stilling helt overlegen. Det faar vi dog først
se, naar det bliver oplyst, at af de 65 % leilændingsgods
tilhørte hele 41 9 bønderne selv. Ialt eier lardølerne
76 % af sin jord, og bare 24 % er opkjøbt af fremmed
kapital.
I 1700-tallet begynder fogderne i oversigtstabeller vedføiet regnskaberne at skille ud krongods, grevegods og beneficeret gods. Men resten slaar de sammen under benævnelsen »odels- og selveiergods«. Det kan tilhøre bønder eller byborgere, prester, fogder osv. En saa ufuldstendig gruppering giver, som vi ser, liden veiledning.
Saa meldte sig det spørsmaal, om ikke tilstrækkelig oversigt over jordegodsets fordeling kunde naaes ved blot at gruppere brugene efter dem, som raadede for bygslen. Som regel raadede jo – efter gammel ret – eieren af hovedlodden over bygselretten til det hele brug[1]. Denne fremgangsmaade vilde forenklet og lettet arbeidet betydelig. Men resultaterne vilde blevet usikre, dels fordi »gaardetallet« (inddelingen af gaardene efter størrelsen i fuldgaarder, halvgaarder osv.) omkring 1650 var endnu mer misvisende end landskylden, dels fordi eierne af smaalodderne ved en slig ru beregning, selv efter at gaardetallet var blevet rettet, uden videre blev sat helt udenfor.
- ↑ Fr. Brandt, Forel. o. d. n. retshist. I, 300.